Om Mig

Jeg er 18 år gammel og pt. går jeg ikke i skole, hvilket plager mig meget. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne mig med andre, og eftersom jeg ikke går i skole, så føler jeg mig ikke god nok. Men jeg arbejder på at være glad for mig, som jeg er. Jeg vil være forfatter og kunstner. Jeg har 3 kreative hobbier og fem sports hobbier.

De kreative hobbier:

• Skrivning. Jeg skriver for det meste på min roman, men nogle gange får jeg nogle vilde idéer af noget mærkeligt, som fx. et cykelhjul eller en fortovs kant, og så må jeg bare skrive en novelle eller et digt. Jeg kan godt lide at skrive om virkeligheden, om de ting man glemmer i dagligdagen og de følelser og minder som nogle mennesker går og gemmer på, og som de måske ikke er klar over at de går rundt med. 
• Tegning. Jeg kan bedst lide at tegne mennesker. Jeg kan godt lide at sidde på en bænk i en park eller på en fortovs kant inde i byen og se på mennesker. Før i tiden ville jeg have sagt, at alle mennesker er ens, men det er de ikke. Der er altid et eller andet specielt ved et menneske. 
• Fotografi. Jeg elsker at tage billeder af naturen og historiske bygninger. Man kan altid på smukke naturbilleder, uanset årstiden. Historiske bygninger inspirerer mig på den måde, at de altid har en historie at fortælle. Jeg kan godt lide at forestille mig, hvem der engang har boet sådan et sted, hvilke normer de havde og hvilke problemer de mon har slåsset med. Det er bare spændende. 

De aktive hobbier:

• Landevejs cykling. Jeg elsker det, og jeg bruger det til at slippe for det der er hårdt. Det er som en slags meditation for mig. Jeg elsker farten og vinden. Jeg vil dog helst køre på en landevej, hvor der ikke er biler, da jeg hader biler. Jeg hader endda biler på flere måder. De larmer, de forurener og de er grimme. 
• Mountainbike cykling. Det er lidt det samme som landevejs cykling. Forskellen for mig er, at man kører i skoven eller på grus stier, og man kommer tættere på naturen. Der er også lidt mere udfordring, da der er bakker og skråninger, man kører ned. 
• Løb. Jeg elsker også løb, fordi man kan løbe overalt. Jeg kan bedst lide at løbe i naturen eller ved marker. Jeg føler mig fri, når jeg dyrker motion. Det er sjovt, befriende og skønt. 
• Yoga. Jeg kan godt lide at dyrke yoga, fordi jeg føler, at jeg kommer i kontakt med min sjæl. Det er som om min krop og sjæl flyder sammen. Jeg laver typisk yoga, hvis jeg bliver for stresset eller hvis jeg er ked af det. Det er virkelig en humør løfter. 
• Dans. Når jeg gør rent og hører musik. Jeg elsker ballet dans, og jeg vil så gerne starte til ballet. Så bliver jeg også en del mere social, og det er det, der er meningen, når jeg får en ny lejlighed. Jeg glæder mig så meget! Selvfølgelig skal jeg starte til dans!

Andet jeg elsker:

• Museums. Både kunst museums og historiske museums er et hit hos mig.
• Biografen. Jeg er mest til gyser eller noget man kan tude over.
• Caféer. Så længe de serverer vegetarisk.
• Stjerner. Jeg elsker virkelig at kigge på stjerner, og kan få flere timer til at gå med det.
• Bøger. Jeg kan godt lide at læse. Desværre får jeg ikke læst så tit, som jeg gerne vil. Lige nu er jeg igang med at læse "The Narrative of John Smidt", som er skrevet af Arthur Conan Doyle. 
• Spøgelser. Eller nok nærmere spøgelseshistorier og bygninger. Min oldemor var synsk. 
• Chanel. Jeg elsker deres neglelakker, deres læbestifer, deres tasker, deres parfumer.. Jeg har en Chanel parfume, en læbestift og to neglelakker, indtil videre. Jeg håber, at jeg engang (når jeg bliver rig) at jeg bliver den lykkelige ejer af en sort Chanel håndtaske. 
• Halloween. Jeg elsker udklædning, pyntning og spøgelser og uhygge. Det er klart min ynglings dag i året. Jeg elsker også at lave græskar hoveder, stege kernerne til chips og lave græskartærte. 
• Citater og digte. Især digte og fortællinger af Edgar Allen Poe. Mine yndlings digte af Edgar Allen Poe er "Annabel Lee" og "Childhood's Hour".

Historie:

Jeg har Aspergers Syndrom. Diagnosen fik jeg for næsten 2 år siden. Den ændrede virkelig meget mit liv. Det kan du læse om i den roman, som jeg er sikker på bliver udgivet. Anoreksien startede for 5 år siden, hvor jeg blev mobbet og ikke følte mig god nok. Jeg havde ingen rigtige venner (eller nogen andre). Min kusine var smuk, tynd og havde en hel masse venner, så jeg troede automatisk at man blev lykkelig og at man fik mange venner ved at være tynd. Siden jeg var helt lille, var jeg meget krops- og mad bevidst. Jeg ved, at når jeg engang får et barn, så vil han få et meget anderledes syn på mad end jeg har haft, håber jeg. Jeg tror ikke, at man kan forhindre "rigtig" anoreksi, men man kan forebygge det, ved at lære ens barn om sund kost og motion, og hvor grænsen går for det sunde og det sygelige. Jeg siger ikke, at min egen mor har været en dårlig mor. Hun har haft sit eget at slåsse med, og jeg beundrer hende for alt det hun gør for mig. Uden hende ville jeg slet ikke have noget liv. Jeg har haft et meget kaotisk liv, hvis man kan sige det sådan. Jeg har aldrig rigtig kendt min far, min mor har haft en del dårlige kærester, som har gjort hende meget depressiv. Min mor har været flex-jobber, men nu er hun førtidspentionist. Det har ikke altid været fedt at skulle sige at ens mor er førtidspentionist, når de andre i klassen har fortalt at deres forældre er sygeplejersker eller sælgere. Jeg har ikke kunnet fortælle, hvad min far arbejdede som. Min mor har altid været det sorte får i familien, og det har automatisk gjort mig til det sorte får i familien også. Jeg har lært at være ligeglad, for jeg tror på citatet, jeg selv har skrevet: "Du vælger ikke selv din familie, men du vælger selv dine venner, som med tiden kan blive din familie". Selvom jeg har autisme, så er jeg et normalt menneske ligesom alle andre, og ligesom alle andre, så er det ensomt uden venner. Og når man ikke forstår, hvorfor man ingen venner har, så kan man godt komme til at give sig selv skylden, men det er ikke sandt (medmindre du seriøst er en idiot), for de rette venner skal nok komme en dag (jeg tvivler selv engang imellem).
Jeg er blevet mobbet, meget faktisk. Det var værst i mine yngste teenageår. Jeg blev holdt udenfor, og jeg kunne høre at de andre piger i klassen snakkede bag ryggen på mig. De sagde for eksempel at jeg havde for store øjenbryn og at de var grimme. De sagde, at mit tøj var grimt. At jeg var grim. Det har virkelig givet mig ar på sjælen, større end jeg tror, de regnede med. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er sjovt at mobbe andre. Er det fordi man er fælles om noget? Er det fordi man er "sej"? Er det fordi man er bedre end andre? Man er aldrig bedre end andre. Man kan måske være bedre til noget end andre, men så er de bedre til noget andet end en selv. Mobning er aldrig okay. Jeg har endelig forstået at det ikke var mig, der var noget i vejen med, men dem. Men hvis jeg møder dem på gaden, så har jeg stadig lyst til at kravle ned i et hul, så de ikke kan se mig. De er en del skyld i mit dårlige selvværd og selvtillid (min selvtillid er dog blevet en del højere), og jeg tror også, de har lidt skyld i mit tidligere cutting. Jeg tror ikke, at de har skyld i min anoreksi.
Hvis du er nået hertil, så tak, fordi du vil læse min blog og min historie. Hvis du vil vide noget mere, så er du velkommen til at kontakte mig.
Jeg har nok ikke nævnt at jeg elsker Beyonce? Men det gør jeg.

Beyonce "Pretty Hurts"

Beyonce "Broken-hearted Girl"