Forstå det og hjælp mig

Jeg ved ikke, hvornår mit liv bliver perfekt, og om der overhovedet er noget, der hedder et perfekt liv. Det er lige gået op for mig, at jeg faktisk filosoferer en hel del. Jeg tror, at jeg har det perfekte liv, når jeg føler mig tilpas i det tøj, jeg går i, når Will synes jeg er flot. Han siger, at han ønsker at jeg skal være glad og udstråle selvtillid og feminisme. Det er bare lidt svært, før jeg får noget tøj, som er pænt og feminint og som passer mig. Jeg vil desuden gerne have en uddannelse og et job, som passer til mig, og som jeg bliver glad for. Det er svært, at han kræver, at jeg skal være glad og positiv, når jeg ikke laver noget om dagen andet end at passe min spiseforstyrrelse. Jeg går ikke i skole, jeg har ikke et arbejde, og jeg bor ingen steder. Hvordan kan han tro, at alting er i orden, bare fordi han går i skole, og har venner, og et nærmest perfekt liv? Nogle gange føler jeg, at han mener, at han er hævet over mig.

Jeg søger et værelse, hvor der er plads til en seng, et elklaver og mine cykler. Det behøver ikke være specielt stort, bare jeg kan være der og være lykkelig. Jeg vil gerne have et barn. Jeg ved godt, at jeg kun er 18 år gammel, men jeg vil virkelig gerne have et barn. Om min menstruation kom i går! For første gang i 7 måneder! Hvor var jeg lykkelig.

Jeg er så træt af ikke at vide, hvad der skal ske med mit liv, og det er ikke kun mig, der bestemmer det, for hvis jeg ikke gør hvad kommunen siger, så mister jeg mine penge. Det føles som om, de slet ikke interesserer sig for mig, men at de behandler mig som om, jeg var en ting, og ikke et menneske. Jeg vil så gerne bo et sted, hvor jeg kan være mig selv, og have det liv, jeg gerne vil UDEN at være væk fra samfundet. Selvom jeg har en diagnose, og mange ting er svære for mig, så vil jeg stadig gerne bidrage til samfundet ligesom alle andre.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg postede billedet. Hun ser deprimeret ud, og det er vel det jeg er lidt. Jeg vil ikke være deprimeret og jeg vil ikke gå hjemme og jeg vil ikke være en freak! Jeg vil gerne arbejde med kunst, hvorfor er det så svært at forstå?! Skal jeg bare melde mig helt ud af samfundet og gøre hvad der passer mig, så jeg ikke ender med at blive sindssyg? Kommunen holder mig i fængsel. Og jeg er ikke kriminel! De kloge siger, at autisme er sværest i teenageårene. Jeg håber, de har ret.